Arkiveret i: Volontør I Afrika
Sidder med min flybillet i hånden; afrejse til Danmark den 30. juni kl. 18.55. Det er den 11. juni i dag. Har jeg virkelig kun 19 dage tilbage i Cape Town? Jeg mærker panikken brede sig i min krop; jeg er jo slet ikke klar til at forlade denne livlige by: Dens befolkning; vejarbejderne der tager en lur langs vejkanten, håndværkerne hvis snakken man kan høre på lang afstand, når de kommer kørende på en proppet ladvogn, mændene der siger ‘Hello Lady, how are you?’ når man passerer dem på gaden, kvinder i livlig samtale med deres børn spændt fast på ryggen i et tæppe – og ikke mindst charmerende tillidsfulde børn. Byens lyde; minitaxaernes dytten, tågehornet, glade stemmer på tværs af gaden, kæmpefuglenes skrig, lyskrydsenes rumskibslyd, politisirenerne (der lyder om den legetøjspistol, min lillebror havde som barn).
Jeg prøver at berolige mig selv: jeg skal jo hjem til lange lyse aftener, hjem til rugbrødsmadder med leverpostej og Riberhus (okay ærlig talt: jeg kunne dø for en rugbrødsmad med Riberhus), hjem til jordbær og ærter, hjem til mine veninder og familie.. hjem… hjem? Pludselig mærker jeg tvivlen – for hvor er hjem egentlig? ‘Hjem er hos mig’ ville min mor sige, ‘Hjem er her i Aarhus’, ville mine studiekammerater til gengæld sige, men på min eftermiddagsløbetur langs promonaden ved kysten hører jeg også Cape Towns brusende stemme: ‘Hjem er her’.
Hvor sindssygt det end lyder, er Cape Town gennem de sidste fire måneder blevet mit hjem, blevet en del af mig… Og jeg er så bange for at glemme byens sjæl – miste mit hjem, denne del af mig – når jeg rejser tilbage til Danmark, og jeg forsøger derfor desperat at suge så meget af dette land til mig, mens jeg kan. For som Nik & Jay siger: ‘Lev mens du gør det – elsk mens du tør det’ (hvem skulle tro man kunne bruge Nik & Jay til noget fornuftigt her i livet?!)
Man ved man har været (for) længe i Cape Town, når…
… det at se søløver bliver en hverdagsbegivenhed.
… man troligt står og venter på at få sine 5 cent (3øre) tilbage i supermarkedet, når man køber noget til R4.99.. Det er jo en logisk afrunding…
… man har lært at fodgængerfelter og lyskryds kun er til pynt.. og er spild af tid… Det fungerer meget bedre at vade ud og mumle et lille hov, hvis der kommer en bil, og overveje om man skal krydse vejen lidt hurtigere… men det bliver sjældent til mere end overvejelsen..
… man begynder at lystre tilnavnene sister, zizi og lady..
… man ikke længere bryder ud i panik og hyl, når man møder en kakerlak, men tænker ‘Ej det orker jeg ikke.. hvor satte jeg nu kakerlaksprayen?’
… minitaxachaufføren kender en så godt, at han ved, hvor man skal af henne…
… man ikke længere tror, at Cape Town dagligt bliver udsat for et terrorangreb kl. 12, men ved at det bare er kanonerne fra Signal Hill..
… i stedet for at gå i panik over muligvis at komme for sent på arbejde siger med rolig om end lidt forundret stemme: ‘ej vi har da vist været lidt langsomme her til morgen..’
… man har indset, at man ALDRIG kan være for længe i Cape Town
Arkiveret i: Volontør I Afrika
Martin – stop throwing toys or I’ll put you in the corner!’. To børn kæmper om at sidde på mit skød. ‘Auntie can you build me a house?’ spørger et tredje. ‘No Simphiwe put that thing out of your mouth!’ hører jeg Rikke sige. ‘Auntie I have to pee!’ siger Thabang mens han trækker i mit bluseærme. Et fjerde barn hiver mig i håret: ‘Auntie take your pompoms out and I’ll fix your hair’, ‘No I don’t need to have my hair fixed, and Micki stop climbing on my back!’. Rikke er nu overfaldet af fire børn, der leger slanger. ‘MARTIN! Go find yourself in the corner!’. Jeg vrister min hånd fri og ser på mit ur. 9.51. ‘Der er stadig lang tid til frokost’ tænker jeg. Men idet kommer Simphiwe vraltende hen imod mig med armene fremme til et kram og ansigtet oplyst af et stort smil, og jeg husker hvorfor det er, jeg holder af at arbejde med børnene her på Sct. Annes Homes.
Sct. Annes Homes er en kristen NGO, der tilbyder et midlertidigt hjem til kvinder – gravide eller med børn – der ellers ville bo på gaden. Kvinderne har som oftest været udsat for fysisk, psykisk eller seksuelt misbrug, og det er Sct. Annes vision at yde støtte og omsorg til disse kvinder, således at de igen bliver i stand til at tage vare på deres eget og deres børns liv. Desværre har mange af børnene oplevet at deres mor, eller dem selv, blive udsat for dette misbrug, og mange af børnene har derfor traumer på sjælen, der kan ses i deres adfærd; koncentrationsbesvær, et enormt omsorgs- og tryghedsbehov og aggressiv adfærd er bare nogle af tegnene. Her har Rikke og jeg arbejdet to dage om ugen siden april som et supplement til vores volontørarbejde på hospitalet.
Sct. Annes Homes ligger i Woodstock, et lidt fattigere nabolag udenfor centrum. Langs hovedgaden er der etniske butikker, R5-butikker (hvor alt koster 5 rand – surprise), genbrugsbutikker og det er ikke sjældent, at man ser folk gå og rode i skraldespande eller hive deres personlige ejendele op fra kloakken.
At komme på arbejde er derfor en længere og meget kaotisk rejse gennem Cape Towns morgenmyldertrafik. Først en halv times gåtur til stationen langs verdens kedeligste vej og efterfølgende gennem centrums bilkaos; biler der laver uvendinger midt i krydsene, minitaxaer der dytter, og biler der kører overfor rødt. Fremme ved stationen befinder vi os i et endnu større kaos; så meget at man har været nødt til at indsætte en form for ‘skolepatrujle’ i krydset, da folk ellers bare vader over ligeglade med barndomslæren ‘rød mand stå, grøn mand gå’ (Det skal dog siges, at skolepatruljen kun er i aktion, når det er godt vejr – det ville jo også være synd for dem, hvis de skulle stå udenfor i regnvejr).
Efter trygt at være blevet guidet over af den venlige skolepatruljemand iført orange vest og hvid stav begynder endnu et kaotisk eventyr: minitaxa-helvedet. Først skal vi dog igennem hvad, der svarer til den sydafrikanske version Københavns Hovedbanegård. Et mylder af små skurvogne er slået op og fra de fleste strømmer det ud med alt for høj musik fra alt for små højtalere. Ejerne er ved at åbne deres overproppede butikker(Vi taler her om tre butikker i en vogn); skobutikker, grønthandlere, afrikanske frisører, elektronikbutikker. Bag alle disse butikker er vi endelig fremme ved minitaxaerne: over 100 minitaxa holder hulter til bulter, mens chaufførerne råber deres destination i et forsøg på at overdøve bilernes dytten og gadesælgeres tilbud på alt fra chips til nåle og tændstikæsker. Vi kæmper os hen til vores sædvanlige minitaxa med vores sædvanlige chauffør og efter minitaxaen er blevet fyldt til bristepunktet, kører vi afsted mod Woodstock – endelig er vi fremme.
‘Goodmorning Mrs. Teacher’
På Sct. Annes er dagen startet på sædvanlig vis. På et gulvtæppe på gulvet i pre-school klassen sidder 12 børn i alderen 1-5 år stille og venter på deres lærer Chantal. Men idet Rikke og jeg træder ind i klassen breder uroen sig; de smiler alle og siger hej, og til sidst kan de mindste ikke holde sig på tæppet længere og løber os i møde hurtigt efterfulgt af de større børn. Resultat: Bunkekram på Rikke og Lena.
Vi reddes dog da Chantal træder ind. Børnene har tydeligvis mere respekt for hende end for os lege-aunties, og med et enkelt klap i hænderne og et ‘Children go sit on the blanket’ er der atter ro i klassen. Dagene på Sct. Annes følger nøje et skema, hvor blandt andet creative time, snack time og selv bletjek er indlagt. En præcision der på ingen måde passer ind i det sydafrikanske samfund. Er det nu ikke lige lovligt ambitiøst med sådan en tidslig præcision? Men efter de første dage på Sct. Annes forstod vi skemaets hjælpende funktion for Chantal, der i mine øjne er et overmenneske. Hver dag har hun denne aldersbrogede livlige (tenderende til hyperaktive) børneflok alene i et lillebitte klasseværelse. Der er børn over det hele; i sofaen, på vej til at åbne den ellers børnesikrede dør, på puslebordet, bag reolen, hvor madrasserne til middagsluren er – ja simpelthen alle mulige og umulige steder. Og mens man er ved at fortælle det ene lille barn, at man altså ikke må stjæle de andre børns legoklodser, kan man ud af øjenkrogen se det andet barn være ved at sluge et par legoklodser, det tredje være ved at slå dets sidekammerat, og den fjerde være ved at pille alle jakker og tasker ud af garderoben. At hun har brug for en stram struktur for at klare sig igennem dagen, er kun forståeligt.
Tilbage til klassen. Det er tid til morning-ring. Chantal har nu fundet en tavle frem hvor ugedagene, vejrtyper og årets måneder er listet op og som ungerne repetere uden dog at have den fjerneste ide om hvad er (hvilket vi erfarer bagefter, hvor der er flere bud på, hvilken ugedag det er i dag).
‘Thank you God’
Klokken nærmer sig 11.30 – endelig frokost. Inden da har vi både nået at synge, lege med legoklodser, samle puslespil, spise et stykke banan og været udenfor at lege (heldigvis er vejret ‘Sunny’ i dag, hvilket ifølge Chantal er den eneste vejrtype, hvori man kan være ude at lege; i alle andre bliver man nemlig syg (hvorfor var der aldrig nogen, der fortalte mine pædagoger det?!?). I
nd kommer to bakker med 12 kæmpe portioner mad. Men inden vi kan spise, er vi først nødt til at bede bordbøn; ‘Fold your hands and close your eyes’ siger Chantal og begynder så: ‘Thank you God’ efterabet af 12 små stemmer ‘Thank you God’. ‘For this food’ ‘For this food’ ‘Amen’ ‘amen‘. At Sct. Annes Homes er en kristen NGO er tydeligt: daglige morgenbønner og bordbønner og selv de fleste sange børnene synger, har et kristen budskab (og en ufattelig evne til at sætte sig fast på hjernen), såsom ‘if you’re happy and you know it say amen- AMEN!’ og ‘Fishing for Jesus, Fishing for Jesus, fishing for Jesus and the Lord’.
Kaffe tak!
Og ja så kommer vi til den del med kaffen. For hvordan klarer du dig igennem en dag med hyperaktive unger, der kravler på dig, slå hinanden, maltrakterer dit hår og stiller en million spørgsmål? Svaret er enkelt: kaffe. Efter et par uger på Sct. Annes er jeg nu afhængig og overvejer at få indlagt et drop.
Aldrig har jeg været så smadret, som når jeg tirsdag og torsdag eftermiddag kommer hjem. Men når det er sagt, er jeg også glad for at være på hjemmet og ungerne er herlige – der er intet som at få dem til at smile og grine eller når de kommer og giver en et hjertevarmende kram. For selvom børnene ved første øjekast virker almindelige skal man huske på, at de er børn med et særligt behov for tryghed og omsorg, børn der desværre ikke har haft den bedste start på livet og som har oplevet grusomme ting.
Arbejdet på Sct. Annes Homes er langt fra arbejdet på Somerset Hospital – og det er ingen hemmelighed, at det stadig er hospitalsarbejdet mit hjerte brænder for. Men Sct. Annes har været med til at give mig et nyt perspektiv på Somerset. For når man dagligt befinder sig blandt syge og underudviklede børn bliver deres tilstand og størrelse på et tidspunkt ‘normalt’. Det var først da jeg startede på Sct. Annes og opdagede at en af børnene på tre måneder der, var mere udviklet end min lille ynglingstrold på hospitalet der er dobbelt så gammel, at det gik op for mig hvor syge og svage børnene på hospitalet er. Ligesom at det sjovt nok heller ikke er normalt at et barn på ni måneder ikke kan sidde selv, og at et barn på 1½ år ikke kan gå. En øjenåbner der på den ene sidde giver mig handlekraft, fordi jeg nu ved, hvor det er jeg kan sætte ind for at hjælpe hospitalsbørnene, men som samtidig gør mig trist, fordi jeg nu også er blevet er blevet opmærksom på at hospitalsbørnene burde rende glade rundt og lege i stedet for at ligge apatisk og grædende i deres senge, med sygdomme der i de fleste tilfælde skyldes de økonomiske og sociale svage forhold, de lever under. Ja at være volontør er superfedt, men til tider også følelsesmæssigt hårdt.
