Jeg prøver at berolige mig selv: jeg skal jo hjem til lange lyse aftener, hjem til rugbrødsmadder med leverpostej og Riberhus (okay ærlig talt: jeg kunne dø for en rugbrødsmad med Riberhus), hjem til jordbær og ærter, hjem til mine veninder og familie.. hjem… hjem? Pludselig mærker jeg tvivlen – for hvor er hjem egentlig? ‘Hjem er hos mig’ ville min mor sige, ‘Hjem er her i Aarhus’, ville mine studiekammerater til gengæld sige, men på min eftermiddagsløbetur langs promonaden ved kysten hører jeg også Cape Towns brusende stemme: ‘Hjem er her’.

Hvor sindssygt det end lyder, er Cape Town gennem de sidste fire måneder blevet mit hjem, blevet en del af mig… Og jeg er så bange for at glemme byens sjæl – miste mit hjem, denne del af mig – når jeg rejser tilbage til Danmark, og jeg forsøger derfor desperat at suge så meget af dette land til mig, mens jeg kan. For som Nik & Jay siger: ‘Lev mens du gør det – elsk mens du tør det’ (hvem skulle tro man kunne bruge Nik & Jay til noget fornuftigt her i livet?!)

Man ved man har været (for) længe i Cape Town, når…

… det at se søløver bliver en hverdagsbegivenhed.

… man troligt står og venter på at få sine 5 cent (3øre) tilbage i supermarkedet, når man køber noget til R4.99.. Det er jo en logisk afrunding…

… man har lært at fodgængerfelter og lyskryds kun er til pynt.. og er spild af tid… Det fungerer meget bedre at vade ud og mumle et lille hov, hvis der kommer en bil, og overveje om man skal krydse vejen lidt hurtigere… men det bliver sjældent til mere end overvejelsen..

… man begynder at lystre tilnavnene sister, zizi og lady..

… man ikke længere bryder ud i panik og hyl, når man møder en kakerlak, men tænker ‘Ej det orker jeg ikke.. hvor satte jeg nu kakerlaksprayen?’

… minitaxachaufføren kender en så godt, at han ved, hvor man skal af henne…

… man ikke længere tror, at Cape Town dagligt bliver udsat for et terrorangreb kl. 12, men ved at det bare er kanonerne fra Signal Hill..

… i stedet for at gå i panik over muligvis at komme for sent på arbejde siger med rolig om end lidt forundret stemme: ‘ej vi har da vist været lidt langsomme her til morgen..’

… man har indset, at man ALDRIG kan være for længe i Cape Town

Sct. Annes Homes er en kristen NGO, der tilbyder et midlertidigt hjem til kvinder – gravide eller med børn – der ellers ville bo på gaden. Kvinderne har som oftest været udsat for fysisk, psykisk eller seksuelt misbrug, og det er Sct. Annes vision at yde støtte og omsorg til disse kvinder, således at de igen bliver i stand til at tage vare på deres eget og deres børns liv. Desværre har mange af børnene oplevet at deres mor, eller dem selv, blive udsat for dette misbrug, og mange af børnene har derfor traumer på sjælen, der kan ses i deres adfærd; koncentrationsbesvær, et enormt omsorgs- og tryghedsbehov og aggressiv adfærd er bare nogle af tegnene. Her har Rikke og jeg arbejdet to dage om ugen siden april som et supplement til vores volontørarbejde på hospitalet.

Sct. Annes Homes ligger i Woodstock, et lidt fattigere nabolag udenfor centrum. Langs hovedgaden er der etniske butikker, R5-butikker (hvor alt koster 5 rand – surprise), genbrugsbutikker og det er ikke sjældent, at man ser folk gå og rode i skraldespande eller hive deres personlige ejendele op fra kloakken.

 At komme på arbejde er derfor en længere og meget kaotisk rejse gennem Cape Towns morgenmyldertrafik. Først en halv times gåtur til stationen langs verdens kedeligste vej og efterfølgende gennem centrums bilkaos; biler der laver uvendinger midt i krydsene, minitaxaer der dytter, og biler der kører overfor rødt. Fremme ved stationen befinder vi os i et endnu større kaos; så meget at man har været nødt til at indsætte en form for ‘skolepatrujle’ i krydset, da folk ellers bare vader over ligeglade med barndomslæren ‘rød mand stå, grøn mand gå’ (Det skal dog siges, at skolepatruljen kun er i aktion, når det er godt vejr – det ville jo også være synd for dem, hvis de skulle stå udenfor i regnvejr).

Efter trygt at være blevet guidet over af den venlige skolepatruljemand iført orange vest og hvid stav begynder endnu et kaotisk eventyr: minitaxa-helvedet. Først skal vi dog igennem hvad, der svarer til den sydafrikanske version Københavns Hovedbanegård. Et mylder af små skurvogne er slået op og fra de fleste strømmer det ud med alt for høj musik fra alt for små højtalere. Ejerne er ved at åbne deres overproppede butikker(Vi taler her om tre butikker i en vogn); skobutikker, grønthandlere, afrikanske frisører, elektronikbutikker. Bag alle disse butikker er vi endelig fremme ved minitaxaerne: over 100 minitaxa holder hulter til bulter, mens chaufførerne råber deres destination i et forsøg på at overdøve bilernes dytten og gadesælgeres tilbud på alt fra chips til nåle og tændstikæsker. Vi kæmper os hen til vores sædvanlige minitaxa med vores sædvanlige chauffør og efter minitaxaen er blevet fyldt til bristepunktet, kører vi afsted mod Woodstock – endelig er vi fremme.

‘Goodmorning Mrs. Teacher’

På Sct. Annes er dagen startet på sædvanlig vis. På et gulvtæppe på gulvet i pre-school klassen sidder 12 børn i alderen 1-5 år stille og venter på deres lærer Chantal. Men idet Rikke og jeg træder ind i klassen breder uroen sig; de smiler alle og siger hej, og til sidst kan de mindste ikke holde sig på tæppet længere og løber os i møde hurtigt efterfulgt af de større børn. Resultat: Bunkekram på Rikke og Lena.

Vi reddes dog da Chantal træder ind. Børnene har tydeligvis mere respekt for hende end for os lege-aunties, og med et enkelt klap i hænderne og et ‘Children go sit on the blanket’ er der atter ro i klassen. Dagene på Sct. Annes følger nøje et skema, hvor blandt andet creative time, snack time og selv bletjek er indlagt. En præcision der på ingen måde passer ind i det sydafrikanske samfund. Er det nu ikke lige lovligt ambitiøst med sådan en tidslig præcision? Men efter de første dage på Sct. Annes forstod vi skemaets hjælpende funktion for Chantal, der i mine øjne er et overmenneske. Hver dag har hun denne aldersbrogede livlige (tenderende til hyperaktive) børneflok alene i et lillebitte klasseværelse. Der er børn over det hele; i sofaen, på vej til at åbne den ellers børnesikrede dør, på puslebordet, bag reolen, hvor madrasserne til middagsluren er – ja simpelthen alle mulige og umulige steder. Og mens man er ved at fortælle det ene lille barn, at man altså ikke må stjæle de andre børns legoklodser, kan man ud af øjenkrogen se det andet barn være ved at sluge et par legoklodser, det tredje være ved at slå dets sidekammerat, og den fjerde være ved at pille alle jakker og tasker ud af garderoben. At hun har brug for en stram struktur for at klare sig igennem dagen, er kun forståeligt.

Tilbage til klassen. Det er tid til morning-ring. Chantal har nu fundet en tavle frem hvor ugedagene, vejrtyper og årets måneder er listet op og som ungerne repetere uden dog at have den fjerneste ide om hvad er (hvilket vi erfarer bagefter, hvor der er flere bud på, hvilken ugedag det er i dag).

 ‘Thank you God’

Klokken nærmer sig 11.30 – endelig frokost. Inden da har vi både nået at synge, lege med legoklodser, samle puslespil, spise et stykke banan og været udenfor at lege (heldigvis er vejret ‘Sunny’ i dag, hvilket ifølge Chantal er den eneste vejrtype, hvori man kan være ude at lege; i alle andre bliver man nemlig syg (hvorfor var der aldrig nogen, der fortalte mine pædagoger det?!?). I

nd kommer to bakker med 12 kæmpe portioner mad. Men inden vi kan spise, er vi først nødt til at bede bordbøn; ‘Fold your hands and close your eyes’ siger Chantal og begynder så: ‘Thank you God’ efterabet af 12 små stemmer ‘Thank you God’. ‘For this food’ ‘For this food’ ‘Amen’ ‘amen‘. At Sct. Annes Homes er en kristen NGO er tydeligt: daglige morgenbønner og bordbønner og selv de fleste sange børnene synger, har et kristen budskab (og en ufattelig evne til at sætte sig fast på hjernen), såsom ‘if you’re happy and you know it say amen- AMEN!’ og ‘Fishing for Jesus, Fishing for Jesus, fishing for Jesus and the Lord’.

 Kaffe tak!

Og ja så kommer vi til den del med kaffen. For hvordan klarer du dig igennem en dag med hyperaktive unger, der kravler på dig, slå hinanden, maltrakterer dit hår og stiller en million spørgsmål? Svaret er enkelt: kaffe. Efter et par uger på Sct. Annes er jeg nu afhængig og overvejer at få indlagt et drop.

Aldrig har jeg været så smadret, som når jeg tirsdag og torsdag eftermiddag kommer hjem. Men når det er sagt, er jeg også glad for at være på hjemmet og ungerne er herlige – der er intet som at få dem til at smile og grine eller når de kommer og giver en et hjertevarmende kram. For selvom børnene ved første øjekast virker almindelige skal man huske på, at de er børn med et særligt behov for tryghed og omsorg, børn der desværre ikke har haft den bedste start på livet og som har oplevet grusomme ting.

Arbejdet på Sct. Annes Homes er langt fra arbejdet på Somerset Hospital – og det er ingen hemmelighed, at det stadig er hospitalsarbejdet mit hjerte brænder for. Men Sct. Annes har været med til at give mig et nyt perspektiv på Somerset. For når man dagligt befinder sig blandt syge og underudviklede børn bliver deres tilstand og størrelse på et tidspunkt ‘normalt’. Det var først da jeg startede på Sct. Annes og opdagede at en af børnene på tre måneder der, var mere udviklet end min lille ynglingstrold på hospitalet der er dobbelt så gammel, at det gik op for mig hvor syge og svage børnene på hospitalet er. Ligesom at det sjovt nok heller ikke er normalt at et barn på ni måneder ikke kan sidde selv, og at et barn på 1½ år ikke kan gå. En øjenåbner der på den ene sidde giver mig handlekraft, fordi jeg nu ved, hvor det er jeg kan sætte ind for at hjælpe hospitalsbørnene, men som samtidig gør mig trist, fordi jeg nu også er blevet er blevet opmærksom på at hospitalsbørnene burde rende glade rundt og lege i stedet for at ligge apatisk og grædende i deres senge, med sygdomme der i de fleste tilfælde skyldes de økonomiske og sociale svage forhold, de lever under. Ja at være volontør er superfedt, men til tider også følelsesmæssigt hårdt.

For to år siden introducerede min gode veninde Sofie mig for mit ynglingsmotto ‘Ud på tur – aldrig sur’ , et motto hun har fra en norsk mælkekarton. Måske er det bare en modernisering af H.C. Andersens ‘at rejse er at leve’, men det er i hvert fald langt sjovere at sige – især tilsat en melodi og et lille glædeshop. Og heldigvis har der de sidste 16 dage været rig mulighed for at udføre denne lille seance.

Den 4.- 19. maj trådte jeg nemlig for en stund ud af volontørrollen for at tage på road trip gennem Sydafrika medbringende kamera, solcreme og min 6 skønne rejsekammerater samt vores koordinator Tony.

Det blev de hidtil mest mindeværdige, fantastiske og ekstreme dage i mit liv, dage fyldt med oplevelser, jeg stadig har svært ved at rumme. Dette indlæg er et lille udsnit af alt det, jeg oplevede.

Mit Afrika

 Luk øjnene et øjeblik og forestil dig Afrika. Hvilke billeder får du frem? Udtørret jord? Bagende hede? Lerhytter? Barfodede børn med udspilede maver? Kvinder der bærer 20 liter vand på hovedet? Det er nok sådanne stereotype billeder, der dukker op i de fleste danskeres hoved, inklusiv mit eget. Og det er stereotype billeder, der passer godt på Sydafrika, men som jeg har erfaret de sidste tre måneder, og særligt under rundturen, kun er en enkelt af Sydafrikas mange sider. Sydafrika er nemlig også vestlige Cape Town, viktorianske Port Elisabeth, kolde Lesotho, overbefolkede beskidte Johannesburg og havnebyen Wilderness. At rejse rundt i Sydafrika bliver derfor aldrig kedeligt, for man oplever hele tiden noget nyt og hver dag tænker man: Nej nu har jeg set det smukkeste – velvidende at man i morgen atter må revidere sine udsagn.

 En hilsen fra Pumba, Hr. Nelson og Dumbo

 Krugerparken 5.maj 2011

 Havde du spurgt mig for et år siden, om jeg havde lyst til at tage på safari, ville mit svar have været ja, at det altid har været min barndomsdrøm – men at det nok aldrig vil blive det andet end det; en drøm. Derfor blev jeg ellevild, da jeg fandt ud af, at en safaritur til Kruger Nationalpark var en del af rundturen.

 Som et forventningsfuldt barn juleaften sprang jeg ud i safaribilen torsdag morgen kl. 6 og afsted vi drog mod Kruger i noget, der mindede om polarkulde! Jeg erfarede her på den hårde måde, at det ikke altid er varmt i Afrika – særligt ikke, når solen endnu ikke er stået op, og man kører i en åben bil. Det var de koldeste 50 minutter i mit liv, og selv iført min talebanforklædning (i form af mit tørklæde viklet om hovedet med kun en enkelt åben sprække til mine øjne) overvejede jeg, om det mon var muligt at få en forfrysning i Afrika.

Kruger Nationalpark dækker over et areal på størrelse med Danmark, og selvom vi befandt os i parken i 12 timer, nåede vi kun at opleve et lille område, hvilket dog ikke betød, at vi ikke fik set nogle dyr – tværtimod. Vi fik set alt fra gribbe til flodheste og små Hr. Nelson-aber og heriblandt flokke af zebraer, impalaer og giraffer. Derudover var vi også så heldige at se tre – løver, elefanter og bøfler – ud af ‘the big 5′. Særligt glemmer jeg ikke, da vi på vej ud af parken ser en hel elefantfamilie krydse vejen i en lang række, store som små. Og med solnedgangen i baggrunden var der næsten ikke et øje tørt.

Det var en uforglemmelig omend lidt surrealistisk dag. Selvom vi i perioder kørte i op til en halv time uden at møde et eneste dyr, havde jeg svært ved at forholde mig til, at jeg var ude se dyrene i deres naturlige habitat (ja lidt Poul Thomsen er man vel), ja faktisk forventede jeg hele tiden, at vi om lidt ville køre forbi skiltet med ‘Knuthenborg Safaripark’. Men Knuthenborg eller ej – det var en fantastisk dag og jeg skulle hilse fra mit nye ynglingsdyr, Pumba og hans unger, der vinker til Jer med deres små opretstående haler.

 ’Malungo! Malungo!’ – på besøg i en afrikansk landsby

Kruger 6.-8.maj 2011

Eftermiddagssolens orange stråler bager ind gennem bilens ruder. Vi drejer af den ellers tomme asfalterede hovedvej og ind på en ujævn grusvej. Omkring os er utæmmede græsarealer, men i det fjerne kan jeg ane små huse og lugten af bål. Som vi nærmer os, dukker barfodede sorte børn op i vejkanten. ‘Malungo! Malungo!’ råber de, hvilket betyder ‘hvid mand’, og hurtigt samler der sig en horde af unger, der render efter bilen og vinker til os.

 Tony har taget os med på besøg hos en af hans bekendte i en typisk sydafrikansk landsby, langt væk fra de sædvanlige turistattraktioner. Landsbyen er styret af en ældreråd, bestående af landsbyens mænd, og hver familie er stort set selvforsynende; i haven står majsplanter, sukkerrør og avokado- og mangotræer, mens hønsene går og pikker i jorden sammen med malkekoen, der er bundet fast til en pæl i forhaven. Livet i landsbyerne er langt fra livet i de capetonianske townships, selvom familierne ved første øjekast virker fattige. Men dette er blot folk, der lever det simple liv, og for en fortravlet, individorienteret vesterlænding med hang til elektricitet og industriproduceret mad, er dette møde med det simple liv en livsbekræftende øjenåbner: tænk at livet kan leves så enkelt og roligt – behøver man virkelig ikke en travl og sprudlende karriere, prangende rent hjem og de nyeste elektroniske dimser for at kunne nyde livet?

Særligt livsbekræftende er det at opleve landsbyens børn, og at være barn her må efter min mening var indbegrebet af en lykkelig barndom; her er altid legekammerater og børnene kan frit gå rundt i hele landsbyen, da alle passer på alle, hvilket jeg tror er årsagen til, at afrikanske børn er så utrolig lattermilde og åbne overfor fremmede – en glæde og åbenhed vi fik oplevede på vores gåtur rundt i landsbyen. På grusstien går et par drenge med en fodbold, som bliver skudt afveje og Tony tager imod bolden. Spillet er i gang. Hurtigt strømmer flere børn til og legen udvikler sig til en ‘de 5 hvide mod de 20 børn’-leg, hvor alle regler gælder, og luftens fyldes af børnelatter og jubelråb. Indimellem kommer et barn hen for at få en svingtur eller for at se billeder på vores kameraer. Flokke er børn, der leger og råber er indbegrebet af landsbylivet og vi forelsker os hovedkulds i børnene. Derfor ender vi også med at bruge meget mere tid her end oprindeligt planlagt.

 Stammedans og englelyd

Et af de steder vi besøgte i landsbyen var den lokale landsbykirke. Som da vi ankom til kirken i Langa for efterhånden en måned siden, var gudstjenesten allerede i gang, men her stopper lighederne også. Kirken ligner et hvert af de andre små huse i landsbyen, og da vi træder ind i det lille rum bliver vi henvist til ærespladserne oppe foran, med hovedet vendt mod menigheden, ca 50 sorte ansigter, der alle kigger nysgerrigt på os.

 Efter lidt bøn og smuk salmesang sørger præsten for at vi bliver budt velkommen på ægte afrikansk manér. Præsten sætter musik på fra sit moderne anlæg – åbenbart det afrikanske kirkeorgel – og hele menigheden rejser sig op for at komme op og hilse på os. De næste fem minutter er et stort virvar af håndsrækninger – bløde som faste, i både store og små hænder – hilsner, smil og kram, mens gospelmusikken blæser ud af højtalerne. Men dette er ikke nok, for vi skal da også hilses med dans, og til endnu mere gospelmusik bydes menigheden på på gulvet foran os. Flere, både børn og voksne, kvinder og mænd, træder frem og begynder at danse traditionel stammedans for os.

 Et bevis på, at sydafrikanere er et meget gæstfrit folk og en mere hjertelig velkomst, skal man lede længe efter.

Forfædre og skæve bedstemødre

For et stykke tid siden så jeg over et interessant program på den sydafrikanske DR1. Det omhandlede relationen mellem kristendom og den gamle oprindelige forfædredyrkelse i landet; kan de to religioner leve sammen og i så fald hvordan? I landsbyen fik jeg pludselig mulighed for at drage mine egne konklusioner.

Efter at have været i kirke, kører vi længere ind af landsbyens ufremkommelige veje. I første omgang har vi ingen ide om, hvor vi er på vej hen, og da vi bliver sat af, bliver vi modtaget af en flok gamle koner, der viser os hen til en række stole på en gårdsplads. På jorden ved siden af os er en anden flok kvinder ved at gøre nogen tromme, lavet ud af gamle gryder, klar. ‘Spændende’ tænker jeg ‘måske vi skal se en danseopvisning?’. Og ja.. dans fik jeg da også set, men ikke i form af søde syngende børn iført afrikanske dragter, som jeg havde regnet med. I stedet lyder der et klageskrig inde fra en af hytterne og ud kommer to kvinder iført rød-hvide dragter, stave af træ og sandposer om anklerne. De begynder at danse rundt om hytterne, mens de messer klagende. Dansen fortsætter endnu 10 minutter, indtil de falder på knæ foran Tony og hans ven, og begynder at kaste sig frem og tilbage og snakke med mærkelige stemmer.

 Kvinderne er de lokale heksedoktorer og gennem dansen, prøver de at komme i kontakt med forfædrene, hvilket må siges at være et vellykket forsøg, for talen med de mærkelige stemmer, skulle efter sigende være forfædrene, der taler gennem dem og hilser os velkommen. Heksedoktorernes formål med at hidkalde forfædrene er at kunne spå vores fremtid, et tilbud Nicklas og Josefine tager imod. Jeg skal dog ikke nyde noget – selvom jeg synes det en vildt fascinerende oplevelse, noget jeg har læst tonsvis af antropologiske tekster om på studiet, er jeg også lidt skræmt over det hele…

 … for det er altså meget mærkeligt, og det bliver ikke bedre, mens vi venter på Josefine og Nicklas. For her fyldes gårdspladsen med mennesker, primært ældre kvinder, og hjemmebrygget øl går på omgang. Og det bliver selvfølgelig også min tur; jeg bliver tilbudt et glas der tidligere har været syltede agurker i, men hvori der nu er en hvid væske med sorte prikker. Og nej ligesom udseendet ikke ligner øl, smager det virkelig heller ikke som en dansk Tuborg. Smagen er svær at beskrive; syrlig og røget, men det mest markante er eftersmagen, der varer ved i næsten en time.

Flere af de ældre kvinder kommer hen for at tale højlydt med os – kvinder som taler det lokale sprog eller afrikaans til os (vi får at vide, at vi er meget smukke og har flot hår – synes jeg har hørt det før hernede), og hvis øjne er helt slørede… ja, bedstemødrene er vind og skæve af stoffer, og mellem deres ben render børnene og leger og gnaver på sukkerrør som om, alt er normalt.. prøv lige at se den situation for dig hjemme i mormors sommerhus.. nej vel? Men til tv-programmets spørgsmål om hvorvidt de to religioner kan leve sammen side om side; ja det er der vist ingen tvivl om.

Party i provinsen

Ethvert provinshul i Danmark med respekt for sig selv har en lokal bodega (jeg nævner med stolthed Jægerpubben og Frøen i Fuglebjerg) – og det gælder selvfølgelig også sydafrikanske landsbyer. Vi havde den ære at besøge landsbyens bodega hele to gange – første gang dog uden musik, da strømmen var gået. Nå ja.. man er vel i Afrika.

Anden gang er vi dog mere heldige og bliver hilst velkommen af høj, buldrende Kwaitomusik – en slags afrikansk housemusik – der strømmer ud fra baren. Baren, som egentlig er ulovlig, da den ikke har licens til at sælge alkohol, kan vist bedst beskrives som sparsomt indrettet. Selve bygningen er lavet af beton og det 50m2 store rektangulære rum vi træder ind i, er meget lig sit ydre udseende; bare betonvægge og betonbænke placeret hele vejen rundt langs lokalets vægge. Men udsmykning er selvfølgelig og irrelevant, når barens eneste belysning strammer fra en enkelt pære – selvfølgelig uden lampeskærm.

Nå men der står vi så – ved indgangen til baren. Klokken er 18.10, det er lige blevet mørkt og endnu er baren ret tom. Som den følgende time går, kommer der dog flere mænd til; unge mænd, familiefædre, mænd i moderne vestligt tøj, mænd iført bøllehatte på toppen af hovedet som indvandrerdrengene fra Gellerup bærer deres kasketter, mænd i laset tøj – fælles for dem alle er dog, at de efter at have købt deres 1. liters øl (intet mindre kan jo umuligt gøre det) sætter sig på bænken langs væggen. Umiddelbart kan dette godt lyde som en lidt kedelig fest med associationer til folkeskolens bænkevarmere, men som øllenes magiske virkning træder i kraft, viser Kwaitomusikken også sit værd; rundt omkring i hjørnerne begynder mændene at ryste deres røve – bogstaveligt talt! Dansestilen er umiddelbart ret feminin og går frem for alt ud på at fremhæve sin bagdel mest muligt i en form for stammedans tilsat lidt cha-cha-cha. For en rytmehandicappet og dansesky dansker som jeg bliver oplevelsen kun mere fascinerende af, at mændene ikke danser sammen, men at mændene i stedet bare rejser sig og danser for sig selv, når de føler for det, mens deres kammerater snakker videre som om intet var hændt.

 Det var alt i alt nok en af de mest særprægede oplevelser, jeg længe har haft, og hvor er jeg glad for, at jeg fik muligheden for at observere dette fænomen – men når det er sagt, skal det siges, at jeg nok heller aldrig har følt mig mere malplaceret. Selvfølgelig fordi jeg er hvid, men i allerhøjeste grad fordi jeg er af hunkøn. Den kvikke læser har nok bemærket, var barens eneste besøgene var mænd og jeg var helt sikkert trådt ind på mandens domæne. Udenfor baren stod der godt nok en lille flok kvinder og dansede – som der faktisk verserede rygter om var prostituerede – men de fleste kvinder bliver hjemme og tager sig af huset og børnene, hvilket nok kan ses som et tydeligt udtryk for kønsforholdene i de små landsbysamfund i Sydafrika, og jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde at oplevelsen vækkede den feministiske kampånd i mig – natives-point-of-view eller ej.

 ‘Whites Only’

Johannesborg 9.-11. maj 2011

Som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen er det umuligt at opholde sig i Sydafrika uden at høre om apartheidtiden og støde på konsekvenserne heraf. Det er helt klart en af de vigtigste – hvis ikke DEN vigtigste periode i Sydafrikas historie, og at tage på rundrejse uden at berøre apartheidtiden ville være som at tage til Berlin og ignorere Berlinmurens æra – utænkeligt ik? Derfor var det kun naturligt, at vi efter fem fantastiske dage i Kruger-området kørte mod Johannesborg for på to dage at få mere indblik i apartheidens historie.

 Udover selvfølgelig at besøge det store apartheidmuseum fik vi også mulighed for at få den hvide mand – afrikaanerens – vinkel på apartheidtiden, da vi besøgte Vortrekker Monument, et monument der fortæller, hvordan afrikaanerens foragt for den sorte stammer helt tilbage fra 1600tallet, hvor hollændere og afrikanske stammer sloges om landområder. Uden på nogen måde at sympatisere med afrikaanerens holdning gav monumentet mig en baggrundsforståelse for indførslen af apartheidpolitikken i 1948. Hvad der dog skræmte mig var, at monumentet stadig i dag fungerer som et samlingspunkt for hvide sydafrikanere, der fejre den hvides mands overlegenhed over de sorte (ja man får jo ligefrem associationer til nynazistiske marcher i Danmark med Johnny Madsen i spidsen.. føj!).

 Men det største indtryk i Johannesborg fik jeg da vi besøgte Hector Pieterson-museet i Soweto, den township hvor både Mandela og Desmond Tutu stammer fra. Hector var en 12årig dreng, der som den første blev dræbt af skud, da politiet åbnede ild imod sorte børn, der i 1976 demonstrerede imod at regeringen havde pålagt alle skoler, at al undervisning skulle foregå på afrikaans – et sprog der kun blev talt at den hvide overmagt, og som forhindrede mange sorte børn at bestå deres eksaminer. Jeg ved ikke om det skyldtes, at jeg ikke var forberedt på museet, om det var fordi det omhandlede børn, eller om det var fordi jeg var i stand til at sætte mig i Hectors søsters sted, da hun så sin lillebror blive skudt, men faktum er, at jeg først på dette museum indså apartheidtidens grusomheder og følelser som vrede, tristhed, foragt, frustration og hjælpeløshed blev sat i gang i mig.

Dagene i Johannesborg, samt det at det kun er 17 år siden, apartheidtiden sluttede, fik mig til at tænke; at landet faktisk er et ret velfungerende demokrati, og at det er forståeligt, at mange sorte nærer foragt og mistillid, ja måske endda had, til hvide; de dræbte deres børn, fængslede deres fædre og gjorde dem til undermennesker ved at forbyde dem et anstændigt liv. Tanker der alle er med til at give mig et bedre indblik i det indre sociale forhold i landet i dag.

Supertex – den bedste hest!

Lesotho 12.-15.maj 2011

Turens, af Tony fremlagte, højdepunkt var Lesotho, et selvstændigt land med egen konge og møntfod midt i Sydafrika. Og hvad er Lesotho så? Lesotho er runde lerhytter, lugten af bål, små bjerglandsbyer, lyden af koklokker på de mange køer og geder på bjergsiderne, hyrder iført tæpper og hyrdestav (til de der kender min kærlighed til tæpper: om jeg var misundelig? Det tror jeg nok – tænk at få lov til at gå og være pakket helt ind i tæpper hver dag, uden der er nogen der synes man er mærkelig!) æsler der bærer 50 kg majsmel… at krydse grænsen til Lesotho er som at træde ud af den moderne civilisation og tage 200 år tilbage i tiden, og at Lesotho er et fattigt land, hersker der ingen tvivl om – hvorfor det også roligt kan betegnes som luksus at vi på lodgen havde strøm mellem 16.30-21.30 (og så fik man da også lige prøvet at tage bad i stearinlysets skær. Og hvis det nu ikke lige var fordi, der var så koldt, at man kunne se sine egne ånde, at det varme vand var en tynd stråle, og at man skulle famle i kufferten efter tøj, man håbede på passede sammen, ja så havde det nok været meget romantisk).

Hvad der derudover er særligt at fremhæve ved Lesotho er dets natur; storslået, uberørt, rå og vildtvoksende. Landet er en stor bakkedal og bjergside og får liv fra de brusende floder. Og hvordan oplever man dette i et land, hvor infrastruktur og asfaltering er eksotiske begreber og hvor æsler er det foretrukne transportmiddel? På hesteryg selvfølgelig!

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem kan kaldes en hestepige – ja faktisk har jeg aldrig været oppe på en hest, så hvad er en bedre debut end to døgn på hesteryg op og ned af bjerge, tværs gennem floder og små mudrede glatte stier og tætvoksende krat? Og prøvetime – tsk nej tak, det er for tøsedrenge, man lærer jo nok at styre hesten før eller siden….. angst?!? Ja det tror jeg nok lige!! Aldrig i mit liv har jeg været så bange, ikke for det i sig selv at ride, men for ikke at have kontrol over hesten – og i den situation er det jo godt, at det går op for en, at heste ikke er maskiner men dyr med egen vilje, som man ikke altid kan styre… Så ja kontrolfreaken Lena panikkede en lille smule.

Og angsten blev da heller ikke bedre af, at min hest var flokkens mobbeoffer som de andre heste bed og sparkede – mage til uopdragne heste! Apartheidpolitikken spredte sig vist også til dyreverdenen i Sydafrika.

Men historien ender heldigvis lykkeligt for Supertex – den bedste hest – og jeg. Vi får stille og roligt løst vores trust-issues, og jeg begynder faktisk at kunne kigge op fra hestens manke og ud på den smukke natur, og vi ender sågar med at blive så gode venner, at jeg kun var lidt ved at dø af skræk, når den sprang over klipper og ned i floder i stedet for pænt at følge de dertil indrettede stier, som de andre heste.

Efter 7 timers eventyr gennem Lesothos natur begyndte et nyt, da vi ankom til den lillebitte runde hytte vi skulle sove i, i en lillebitte bjerglandsby. Her blev vi taget imod af nabohytten beskidte børn, mens moderen stod og huggede brænde til hyttens bål. Omkring hytterne var køerne og hønsene ved at blive genet ind i deres stenindhegninger og ned fra bjergsiden var landsbyens mænd på vej ned med byens får.

Timer senere lå jeg søvnløs i min sovepose i mørket til lyden af vandfaldet på den anden side af dalen, fårenes klokker og fornemmelsen af dyr der gnubbede sig op af hyttens mur.

Atter hjemvendt på hesteryg havde jeg dagen efter svært ved at forstå hvad jeg havde oplevet de to foregående døgn og lige så svært ved at beskrive hvor ekstrem, nærværende og fantastisk en oplevelse det havde været – men et var dog sikkert; jeg følte mig som verdens sejeste menneske. Og til sidst: får man ondt i røven af at sidde to døgn på en hest? Også i den grad!

… er der ingen dybe tallerkner – så man skal spise sin havregrød af en tupperware skål

… skal man spise aftensmad på gulvet, da der ikke er noget spisebord (bordet er i stedet standplads for fjernsynet – og det ved vi jo alle er vigtigere end et spisebord)

… har man ikke nogen saks… men hvad gør det når man har disse fantastiske køkkeninstrumenter?!?!

… er der intet blandingsbatteri i køkkenvasken – så man skal skiftevis skolde sig og fryse sine fingre af, når man vasker op

… er badeværelset til venstre men lyskontakten til højre, mens køkkenet er til højre og lyskontakten til venstre

… er sengen boltret fast til gulvet…

… lukkes den yderste gitterdør og den inderste hoveddør hver sin vej, så når man skal låse gitterdøren indefra skal man have fingrene i klemme i den inderste dør.

 …. skal man lukke toiletdøren med et kæmpe spark, får ellers går den op, blandt andet mens man er i bad

Men når det er sagt, så har vi det godt, Rikke og jeg, her i vores hule på Hill Road – en ægte lillebitte storbyslejlighed.

Men nok om det. Det er som sagt påske – og i Sydafrika tillægger man denne kirkelige højtid en del større betydning, end vi gør derhjemme i Danmark, hvor påsken egentlig bare forbindes med tid til at komme i haven eller i sommerhus, at drikke sig fuld til påskefrokosten eller hvis man er studerende; eksamensforberedelse.

Cape Town er faktisk gået midlertidigt i stå – gaderne er lagt øde og alt er som sagt lukket. ‘The Capetonians’ er taget på påskevisit hos deres familie uden for byen, og de der er tilbage, bortset fra turisterne og de hjemløse (som på mystisk vis lader til at være fordoblet i højtiden), er alle i kirke – ligesom der er kirkelige programmer på samtlige af vores fire tv-kanaler.

Mallow Eggs

Også de mere folkelige påsketraditioner er i højkurs – således har man siden vi ankom den 1. marts kunne købe chokoladepåskehare, og som vi kom tættere på påsken, dukkede der også en anden påskeslik op; Mallow Eggs. Og det er som navnet indikere chokoladepåskeæg med skumfidusfyld – og ja det er lige så sukkersødt, som det lyder. Men sydafrikanerne har åbenbart en meget sød tand, for det er helt klart den mest populære form for påskeæg; alle steder ser du folk gå og spise dem, der ligger Mallow Eggs-papir overalt på gaderne og butikkerne bugner af dem.

Tre små påskeharer

De syge mennesker skal selvfølgelig heller ikke glemmes i højtiderne, og derfor var Åse, Rikke og jeg ude og lege påskeharer på hospitalet i går. Forinden havde Rikke og jeg brugt tre timer på, at sætte Mallow Eggs to og to sammen med en lille hilsen fra ‘the Volunteer Service’.

Påskeæggene skulle deles ud til både patienter og personale og udover børneafdelingen, som vi normalt befinder os på, skulle også dele ud på skadestuen, intensivafdelingen og på ‘seclusion – where the crazy people are’. ‘Fed mulighed for at gå på opdagelse på resten af hospitalet’ tænkte vi, men vores opdagelsesrejse viste sig i stedet at være ind i menneskets grådighed og endte med at være en noget tumult affære.

Først og fremmest var der det med i det hele taget at finde rundt på det kæmpe hospital – for ja det kan godt være at min stedsans i Cape Town er overudviklet, men på hospitalet er den vist direkte ikke-eksisterende. Så der stod vi – midt i det store ‘kryds’ på hospitalets stueetage med fem mulige retninger at vælge imellem. Her ville man normalt tænke; jamen personalet kan da hjælpe mig på vej, og jeg var derfor åben og imødekommende, da den første sygeplejerske henvendte sig til os. Men det viste sig, at hun slet ikke ville hjælpe os – nej hun ville bare tigge påskeæg. Med ordene ‘Please, Please, Please give me an easter egg’, mindede hun mest om en byens gadebørn – og det blev en ret akavet situation, hvor vi endte med at skynde at give hende et påskeæg.

Dette var dog kun begyndelsen på en række af påskeægs-tiggerier fra personalet. Vi kunne stort set ikke gå i fred; nogen kom løbende efter os, andre råbte efter os, og køkkenpersonalet blev direkte vrede, da de fandt ud af, at de ikke stod på vores uddelingsliste – og vi taler altså om to små skumfiduser med chokoladeovertræk til under tre kroner! Jeg mangler stadig ord for denne grådige opførsel – det var som om det gjaldt deres liv og flere opførte sig direkte som små børn i supermarkedets slikafdeling. Det der ellers skulle have været en hyggelig gerning endte i stedet med at blive en flugt fra gribbene gennem hospitalets gange.

Det lykkedes dog til sidst, med hjælp fra en sikkerhedsvagt at få delt alle påskeæggene ud i ro og mag. Og selvom det var spændende at se andre afdelinger på sygehuset, er jeg nu glad for, at jeg skal tilbage til de artige børn på børneafdelingen efter påske – pyha!

P.s. Toilettet er nu forresten fixet – den indre handywoman kom frem i mig, da tissetrangen var størst. Måske jeg skulle overveje et karriereskift – ud med antropologen og ind med VVS-montøren?

P.s. Jamen selvfølgelig er kakerlakgift det første man køber, når man flytter ind i en ny lejlighed….

Hvis du ser en kakerlak i dit badekar…

 Mel: hvis du ser en krokodille i dit badekar

1. vers:

Hvis du ser en kakerlak i dit badekar

skal du ikke være bange, den er mægtig rar

 du skal bare ta’ det rolig og ha’ giften klar

 2. vers:

 Hvis du ser en kakerlak på dit køkkenbord

 skal du ikke være bange, men begå et mord

du ska’ dolk den med en kniv og hæng den op i en snor

3. vers:

 Hvis du ser en kakerlak i din havregryn

 skal du ikke være bange, trods det væm’lige syn

 du skal true den med en bazooka så er den ude af byen.

 ’A Church in the Full Service of the Master’

Vi (Josefine, Rikke, Heidi og jeg) var nemlig på vej i kirke – en vaskeægte afrikansk-halleluja-praise-the-Lord-gospel-gudstjeneste. Da vi ankom til Langa kl. 9 denne søndag morgen, var gaderne fulde af sorte afrikanere i deres pæne tøj på vej til og fra kirke, mens man fra flere bygninger kunne høre gospelmusik. Den kirke vi var på vej til, var den baptiske kirke, som vores ven Sugar tilhører.

 Men en kirke i dansk folkekirkelig forstand kan man nok ikke kalde det. Selve kirkerummet mindede mest af alt om en lade, hvor hvor plastikstole fungerede som kirkebænke. Alteret var en scene, med et enormt trækors i midten, hvor der foran var placeret en talestol af plexiglas og på hver side heraf, var der to store lærreder, hvor gudstjeneste blev vist direkte, selvom det var muligt for ALLE i hele rummet at se præsten på scenen (men til gengæld ville det den efterfølgende uge, være muligt at købe dagens gudstjeneste på dvd, med henvisningerne til bibelen – hvor heldig kan man være?!).

‘Say AMEN!’

Da vi ankom var gudstjeneste allerede i gang, og vi blev placeret på den bagerste række i den 2/3 opfyldte kirke – det virkede dog ikke som om, det var uhøfligt at vi kom for sent, for der blev ved med at komme folk dryssende under hele gudstjenesten (men nå ja – der er vel også African Time overfor Gud).

 Præsten – Pastor Sipho Zondi – stod ikke stille ved sin alterstol af plexiglas og holdte sin prædike, men vandrede energisk rundt på scenen og talte med både voldsom artikulation og gestikulation på en blanding af engelsk og xhosa. Og menigheden tav heller ikke stille og lyttede, men udbrød løbende i tilkendegivelser og reaktioner på præstens ord – ja faktisk opmuntrede han gentagende gange menigheden til at tilkendegive deres tro, ved pludseligt at råbe: ‘Say AMEN!’.

 Efter i en halv time at være blevet belært om, hvordan man skal få det bedste ud af de talenter, man har fået af Gud og ikke hige efter andres, kom der instrumenter og et kor på scenen og alle rejste sig op. Og mens jeg stod der, lidt forvirret over hvad der egentlig forgik, brød hele menigheden ud i det smukkeste gospelsang. Folk sang af hjertes lyst, mens de svajede frem og tilbage med hænderne over hovedet – flere stod endda og græd. Imens bad præsten nogle bønner og gav håndspålæggelse til de i menigheden, der har brug for at blive velsignet. Hele stemningen var meget intens – næsten for intens for en folkekirkedansker som jeg.

…. og SKÅL!!….

 Velsignet af the LORD (for ja, selvfølgelig var der også en speciel velsignelse til os ‘from the Lord and South Africa’), væltede vi overvældede ud i den tørre røde jord foran kirken og ud på vejen for at fange en minitaxa til Guguletu – en anden township – hvor vi skulle spise frokost på ‘Mzoli’. Stedet mindede mest af alt om en havefest; plastikstole og borde iklædt voksduge under et stort telt, hvilket kun blev mere charmerende af, at der fra loftet blev forstøvet vand ud, så ens hud konstant var fugtig.

Det vi vidste i forvejen om dette sted var, at det eneste man købte, var sit kød, som man fik stegt i braii (sydafrikansk barbecue) mens man medbragte sit eget tilbehør (brød, salat…). Hvad ingen dog havde fortalt os var, at ‘Mzoli’ ikke bare er et spisested, men en regulær drukfest (jep jep – også søndag eftermiddag). Stedet var pakket med smarte unge mennesker, der hev den ene flaske alkohol op af tasken efter den anden, mens det almindelige townshipliv med legende små sorte børn og småsludrende kvinder fortsatte lige ude på den anden side af teltdugen – og det var på mange måder en ret mærkværdig og tildels absurd situation at sidde midt i.

Ps. Medbring eget bestik

 Men nu var vi der, og man skulle da være et skarn, hvis man ikke tog udfordringen op; vi var fast besluttet på at få vores første møde med ægte sydafrikansk mad – drukfest eller ej. Derfor gik vi straks ind i butikken, som mest af alt mindede om et slagteri med halve grise og stakkevis af råt kød, og udvalgte os vores kød; pølser (sjovt nok fravalgte vi det mystisk udseende mørkelilla oksekød).

 Og jeg skal love for, at jeg fik udfordring. Maden ankom; den stegte meterlange pølse, pap (en MEGET fast majsgrød) og en salsa-agtig-salat samt seks tallerkenen… Jah – synes du der mangler noget? Det syntes jeg nemlig, som jeg sad der og overvejede, hvordan jeg skulle få maden over på min tallerken– hvor var bestikket?!?! Jeg indså langsomt (og med en smule gru) realiteten, da jeg så Sugar begynde at brække et stykke af pølsen med fingrene – der ville nok ikke komme noget bestik, for i Afrika spiser man med fingrene. Og således gik det til, at jeg sad i et telt, med så høj sydafrikansk housemusik, at vi ikke kunne tale sammen ved bordet, med samtlige fingre indsmurt i mad. Men godt smagte det nu – og man kan vel også kalde det en ret autentisk oplevelse.

Så sådan endte det med, at jeg en søndag, hvor jeg egentlig skulle have besteget et bjerg, både var i kirke og til afrikansk drukfest. Halleluja!

Part One: Lejligheden på Ocean View Drive

….. er der en kakerlak i køkkenet (…. hvor skulle den ellers være?!?)

 … er der ingen lampe over spisebordet (… der hænger luftpropellen i stedet, og vi ved jo alle hvad der er den vigtigste prioritering)

…. sidder gelænderet på trappen ind mod muren

 ….. Skal man bruge en lommelygte, når man laver mad ved komfuret – hvorfor skulle der være lys i emhætten??

…. kan den ene nøgle kun låse døren udefra – hvilket betyder at man skal hele vejen udenom gennem havedøren for at låse døren om aftenen eller skal låses ud af lejligheden om morgenen…

 … er der african time på lyset i køleskabet, når man åbner det

 …. er postkassen et hul i muren

…. er der tre flasker ketchup og ingen vand i køleskabet, når man står op søndag morgen…

 (ps. Vi har nu fundet ud af at vi kan få tinituslampen (og ja det navn bliver den nu omtalt konsekvent under) til at stoppe med at pive et stykke tid, hvis vi tænder og slukker på kontakten gentagene gange)

Part Two: Trafikken

 …. bliver man da sat af midt i et stort kryds af minitaxien

…. kører bilerne på fortovet

…. bestiger man da et bjerg på vej hjem (eller… det er faktisk kun os dumme turister, der gør det, for ALLE sydafrikanerne ejer en bil)

…. går vi på cykelstien og cyklerne cykler på fortovet

…. kan der sidde 20 mænd bag på én bil (man åbner bare laddet, så er der snildt plads til 3 ekstra)

…. kommunikerer man gennem bilruden med de andre biler om, hvem der drejer først i det store kryds.

….. er der et lyskryds i rundkørslen

 …. er sædet ved at falde af i den minitaxa man sidder i… og på… …

 er vigepligt en ukendt færdselsregel i Sydafrika

…. betyder grøn mand ‘gå’ og rød mand ‘gør hvad du vil’

…. skifter lyskrydsene kun nogen gange til gult….

 …. er man (derfor) ved at blive kørt ned minimum fem gange om dagen..

Mandag morgen. Klokken er tre minutter over syv og om lidt ringer Marias vækkeur, men endnu er der helt stille i lejligheden. Med et suk sætter jeg mig op og kigger hen på løbeskoene – Rikke og jeg skal ud på vores vanlige løbetur langs strandpromonaden med Cape Towns andre morgenfriske joggere.

På vores tur ned af bjerget med endnu trætte skridt bliver min antropologiske årvågenhed dog vakt til live – væk er det ellers stille nabolag med dets hvide beboerne i deres store, nye biler. I stedet sprudler kvarteret af liv; pick-up trucks med ladet fyldt med sorte mænd, der råber efter os (der kan snildt sidde 20 mænd på sådan et lad), og sorte kvinder i formløse uniformer der følger hvide børn i skole, lufter hunde eller svinger en støvkost over arbejdsgiverens bil. Jeg glemmer for en stund at jeg befinder mig i Cape Town, og at året er 2011, og får i stedet associationer til til 1960′erne, de amerikanske sydstater og racediskremination.

 Den mest berømte og berygtede periode i Sydafrikas historie er apartheidtiden (1948-1994), hvor den hvide regering indførte, hvad der direkte kan oversættes som raceadskillelse. Landets befolkning blev kategoriseret efter hvorvidt de var hvide, sorte eller farvede og efterfølgende blev denne adskillelse opretholdt fysisk og socialt i alle offentlige rum. Således havde man separate strande, toiletter, busser, bænke og skoler samt love om forbud mod ægteskabelige relationer mellem racer. Derudover sikrede man sig, at racerne ikke boede for tæt sammen ved at tvangsforflytte de sorte og farvede ud til de såkaldte townships udenfor byerne, og de måtte efterfølgende kun komme ind til byen og arbejde med særlig tilladelse. Dette betød, at den hvide del af befolkningen kom til at besidde 70% af den sydafrikanske jord, til trods for at den kun udgjorde 15% af den samlede befolkning. Den sorte og farvede befolkningsdel var til gengæld socioøkonomisk langt dårligere stillet og de townships de boede i, blev derfor til regulere slumkvarterer med høj kriminalitet.

Siden Mandela i 1994 blev Sydafrikas første sorte præsident og apartheidstyret dermed ophørte, har man gjort meget i Sydafrika for at gøre op med de gamle kategorier og i stedet skabe en nye fælles indentitet som ‘sydafrikanere’ – man har blandt andet indført et nyt personnummersystem, idet tallene i det gamle system signalerede den enkelte persons race, samt slået et kæmpe slag for menneskerettighederne. Men Sydafrika er samtidig et bevis på, at det tager tid at ændre et helt samfunds mentalitet og socioøkonomisk forhold. Således er de hvide stadig den rigeste befolkningsdel, mens mange sorte stadig lever under kummerlige forhold enten i de stadigt voksende townships eller på gaden i centrum af byen – og der er derfor stadig grobund for stereotype billeder af den enkelte befolkningsgruppe.

At have lyst hår og blå øjne i Sydafrika opleves derfor ikke på samme måde, som når man er på sommerferie i Italien. Mens jeg i Italien synes at opmærksomheden er sjov og hyggelig, oplever jeg her i Cape Town, at jeg til tider ville ønske, at jeg kunne skjule min hud-, hår- og øjenfarve. At være hvid betyder nemlig at man er en del af en kategorisering, hvor hvid associeres med at være rig og overlegen – begreber som jeg har svært ved at identificere mig selv med.

Dette får mig til at tænke på noget interessant, vores koordinator Tony sagde til os i søndags: ”Girls – at some point you’ll have to realize that you are white”. Som dansk pige (og antropologistuderende og venstrefløjsorienteret), der i skolen har lært, at alle mennesker er lige, har jeg svært ved at forstå, hvordan man kan behandle mennesker forskelligt ud fra deres hudfarve, men hvad jeg tror er mere centralt er, at jeg har svært ved at acceptere disse kategorier; at de til dels stadig eksisterer, samt at jeg er en del af dem. Således oplevede jeg i sidste uge, da vi gik hjem fra Somerset Hospital, at sikkerhedsvagten stoppede os for at bede os om at tage ham med hjem til Danmark og skaffe ham et arbejde. Da den første vantro overraskelse lagde sig, sneg en følelse af ubehag ind på mig. Sikkerhedsvagten havde dømt mig på grund af min hudfarve og set mig som et middel. Og det gik der op for mig, at jeg var nødt til at overveje hans bagvedliggende intentioner ved den relation han havde opbygget til os gennem de sidste par uger (Det skal selvfølgelig siges, at ikke alle sydafrikanere er sådan; generelt er de et hjertevarmt og imødekommende folk). Tilsammen genererer alt dette en indre kamp i mig; på den ene side, vil jeg ikke acceptere denne kategorisering, men samtidig ved jeg, at for at kunne leve fuldt ud i Cape Town, er jeg nok nødt til, til en vis grad, at acceptere det, hvilket giver mig utrolig dårlig samvittighed.

Således føler jeg også denne mandag morgen; mens jeg er på vej ned af bjerget for at nyde min løbetur for at holde mig i form, er de sorte husholdersker og arbejdsmænd på vej op af bjerget for at holde ‘mit’ liv i form. Om jeg vil det eller ej.

Allerede da vi ankommer med minitaxaen – som har været endnu en festlig kørsel med bassen blæsende ud af højtalerne – mærker vi den festlige stemning, da der ved indgangen til gaden står en dragqueen og synger på sin fjerbeklædte vogn. Vi beslutter os for at gå længere op af gaden og forstår nu, at noget der ligner hele Cape Towns befolkning er til stede. Der er mennesker overalt; på fortovene, på vejen, i butikkerne, på skraldespandene, på tagene. Og det er alle typer mennesker; turisterne, børnefamilier, ældre, unge fra slummen, universitetsstuderende – alle samfundets lag er repræsenteret. Dagens 35 grader bliver derfor ikke lavere, som vi står der ‘som sild i en tønde’ (for at bruge et af min mors mange udtryk) og en kraftig lugt af kropssved spreder sig. Da karnevalet for alvor går i gang, bryder eurofurien løs. Folk hujer, pifter, danser og synger. Og det er et karneval, der lever op til alle mine forventninger. Der er både fantasifulde karavanevogne, såsom en fugl og rumskibe, hvide giraffer, sambadronninger, dansende børn, hoppende ældre mennesker, den største diskokugle nogensinde, konfetti, høj musik og ikke mindst en ægte gay-parade-vogn.

 Åh ja – jeg fik virkelig oplevet et ægte karneval, og det er vel egentlig også kun rimeligt, når nu jeg ikke oplevede det, da jeg var i Rio de Janeiro for tre år siden.