Da Lille Lena rejste ud i den Store Verden

Medforfatter: Rikke Tanderup Jensen

…. at spejlet sidder på indersiden af den tøjskabsdør, som ikke kan åbnes helt

… at det andet spejl haenger over sengen

 … at vi ikke har nogen natlampe, og at vores loftslampe piver (vi troede begge, at vi havde fået tinnitus i starten)

… at døren ikke kan lukkes

…. at vinduerne ikke kan åbnes

…. at der er så lidt plads mellem skrivebordet og sengen, at det er et under at Lena ikke er faldet endnu (i det tilfælde vil hun dog heldigvis lande blødt, da der står en madras op af væggen)

…. at værelset er i åben forbindelse med køkken og stue, så vi kan høre alt hvad der foregår der (inklusiv lyden af opvaskemaskinen, tørretumbleren, vaskemaskinen samt loftpropellen)

Men derudover har vi det hyggeligste vaerelse i hele lejligheden!

 Vores arbejdsdag som volontører på Somerset Hospitals børneafdeling starter med en rask 40 minutters gåtur i middagssolen. Fremme ved hospitalet iklæder vi os vores uniformer efter først at have hilst på den flirtende sikkerhedsvagt og vores kæderygende koordinator Val, inden vi udvælger os noget legetøj og begiver os op på børneafdelingens tre stuer. Vores primære funktion som volontører på hospitalet er at aktivere og yde omsorg til særligt de børn, der ligger på stuerne uden forældre. Somerset er et offentligt hospital, der primært betjener den fattigste del af befolkningen (de rige tager selvfølgelig på privathospital), og en del af børnene kommer fra de omkringliggende townships, og forældrene ikke har råd eller mulighed for at komme til hospitalet dagligt. Derfor undersøger vi altid først hvor mange børn, der sidder alene i deres jerntremmesenge og vurderer derefter, om det er børn, der er raske nok til, at vi kan tage dem med ud på gulvet og lege, eller om de har brug for, at vi sidder ved dem ved deres senge.

Børneafdelingen emmer af travlhed. På hver er de tre stuer, hvor der er plads til omkring 12 senge, er der to sorte oversygeplejersker, samt et par almindelige (også sorte) sygeplejersker, alle iført uniform. Herudover er der altid et mylder af hvide læger i deres almindelige tøj. Det mest mærkværdige er, at alle disse mennesker render rundt blandt hinanden som små arbejdsbier, uden at der foregår nogen videre kommunikation mellem de forskellige personalegrupper. Og nederst i hierarkiet er så Rikke, Åse og jeg – os er der heller ingen der taler til, medmindre lægerne vil have os til at give et specifikt barn opmærksomhed eller sygeplejerskerne vil have os til at made børnene.

                                                                                                                                                             Mig, ifoert min fine uniform

Vi har nu været på Somerset en uge, og i løbet af denne tid er der sket meget. Mens vi den første dag stod på stuerne og mest af alt følte os i vejen, havde vi i slutningen af ugen fået etableret os en fast børnegruppe, der næsten var for stor til os tre. Gruppens kerne består af en pige på 2 år med det sødeste gavtyvsmil, der er indlagt med tuberkulose, en dreng på 1 år (som vi de første par dage troede var en pige, fordi han har et pigenavn), samt en 3årig dreng, der helst vil se utrolig trist og bedrøvet ud – hvilket betyder, at han prøver at undertrykke sine smil. Derudover har der løbende været tilknyttet forskellige børn. Ugen med denne flok har været præget af både opture og nedture. Opturerne er i særligt grad forbundet med den positive udvikling vi har oplevet i børnene mentale velvære. Det bedste eksempel herpå er drengen, vi troede, var en pige. Den første dag sad han og klamrede sig til sin sutteflaske, ville ikke kigge på mig og begyndte at skrige, hvis jeg tog legetøj frem til ham. Derfor var det en kæmpe oplevelse, da han første gang grinede, og senere da vi lærte ham at vinke og lege klappe-kage. Men det er til tider også hårdt at arbejde på et sygehus, både fordi jeg er i nærkontakt med sygdom og smerte, men i lige så høj grad fordi jeg bliver bevidst om samfundets sociale ulighed. Eksempelvis fik vi den anden dag en lille HIV-positiv pige ind på 6 måneder, der er fundet forældreløs under en narkorazzia. Det er så hjerteskærende at sidde med dette lille menneske, der er så omsorgssvigtet, at hun ikke kan holde øjenkontakt, samt er så stresset og urolig, at hun, selv når hun ‘sover’, spærrer øjnene hvert andet minut for at sikre sig, at jeg nu stadig sidder ved hende. I det hele taget synes jeg at det er trist at se de små børn sidde apatiske og alene i deres tremmesenge, og vide at de kun får lov til at komme ud og lege, når vi er der.

Men til trods for – og måske netop på grund af det – er volontørarbejdet Somerset er lige mig. Ingen dage er ens sammen med børnene, jeg kan mærke jeg gør en lille forskel for det enkelte barn, og hver dag glæder jeg mig til at skulle tilbage

Lyden af Cape Town er lyden af minitaxaer. Folkevognsrugbrød der suser rundt på vejene og dytter og pifter efter dig. For at hoppe på en af dem, rækker man blot sine fingre i vejret for at vise, hvor mange passagerer, man er.

Minitaxaernes ‘personale’ består af en chauffør, en mand bag i bilen, der sørger for at få passagerne ind samt til tider en tredje mand, hvis funktion vist er ukendt. Når man har sat sig ind i minitaxaen giver man 5 Ran (ca. 4kr) til chaufføren og fortæller, hvor man skal til.

Herefter følger noget man bedst kan kategorisere som dødskørsel ud og ind mellem de andre biler og helt ud til klippeskrænterne, mens al minitaxaens personale pifter og råber ud af bilens vinduer, beredte på at samle flere passagerer op.  Det resulterede i at vi snilt fik presset 17 mennesker ind  i minitaxaen på vores sidste tur at selvom der oprindeligt kun er plads til omkring 12 (ja man kan undre sig over hvorfor de hedder minitaxaer og ikke minibusser, for det er egentlig et mere passende navn).

Minitaxaer er helt klart den nemmeste og billigste måde at komme rundt i Cape Town på – og helt klart også en enestående mulighed for at komme komme ind under huden på den lokale kultur.

Efter 17 timer i Qatar Airways fly med Mekka-pointer (det vil sige afstand og retning til Mekka) og en overnatning i Mellemøsten, ankom jeg i tirsdags i min store uldtrøje til Cape Towns 35 grader. Den første nat tilbragte vi på et hostel, men allerede onsdag formiddag tog vi afsted for at blive indkvarteret i vores lejlighed. Den ligger i Sea Point, som er et rigt, hvidt område, har den smukkeste havudsigt og har plads til fem af os ( Josefine og Heidi bor kun 10 minutters gang fra os).

                                                                                                                                             Rikke betragter udsigten fra vores lejlighed

Indtil videre har vi kun erfaret to minusser ved lejligheden;

 1) at det at have så flot en havudsigt også betyder at den ligger ret langt oppe af en bjergside som vi skal gå op af

2) Husdyr

 Med hensyn til punkt to startede det med at jeg mødte Karl torsdag morgen efter at have været i bad. Som jeg kom ud af døren og ville lægge min sæbe i vores rullevogn, opfattede jeg en bevægelse ud af øjekrogen og fik efterfølgende øje på en 6 cm lang kakerlak med mindst lige så lange følehorn – og et par minutter efter havde jeg vækket alle de andre og den vilde kakerlakjagt kunne begynde med Nicklas i front, armeret med deodorant og lighter. Men Karl var for hurtig i første omgang, og vi så ham først igen i går aftes, da anden halvleg af kakerlakjagten blev indledt, og hvor vi desværre også fandt ud af, at han har venner i lejligheden. Karl lagde ud med at reducere til 2-0 ved først at dukke op på køkkenvæggen for derefter at kravle om bag køkkenskabet, før vi kunne nå at fange ham. Vi fik dog senere revanche, da vi under hyl og skrig fangende først en kakerlak (som jeg er sikker på ikke var Karl, for denne var mere rød i det), og senere endnu en, da vi gik i seng og opdagede to i det ene stuehjørne. Okay rettelse: Nicklas fangede to kakerlakker, mens Josefine, Heidi, Åse og Maria sad/stod oppe i sofaen og lænestolene, Rikke filmede episoden og jeg personligt rendte frem og tilbage mellem stuen og vores værelse for at gemme mig. Status pt er derfor at stillingen er 2-2, med den viden, at der nok er minimum to kakerlakker mere (hvoraf den ene stadig er Karl) og at vi i dag fredag skal have købt en insektspray.

1)      … at Sydafrika er næsten 28 gange større end Danmark, og at hovedstaden ikke er Johannesburg men Pretoria

2)      … at Sydafrika er det land i verden med flest HIV-smittede – hele 18 % af landets befolkning har HIV

3)      … at præsident Jacob Zuma har fire koner

4)      … at gennemsnitslevalderen er 45 år – hvilket vil betyde, at jeg allerede ville have levet over halvdelen af mit liv, hvis jeg var sydafrikaner.

5)      … at der i Cape Town tales et sprog med kliklyde (xhosa).

6)      … at arbejdsløsheden i dag er højere end under apartheidstyret – og at 50 % af Sydafrikas befolkning lever i fattigdom

7)      … at der stadig sker i systematisk fysisk marginalisering af de sorte, der stadig primært bor i townships (slumkvarterer i udkanten af byerne).

8)      … at landet har verdens højeste bungee jump-sted; 216 m – jeg skal ikke nyde noget!

9)      … at 80 % af pigerne i Cape Flat (en farvet township) er blevet voldtaget

10)  … at det sydafrikanske køkkens kartoffel er pap (majsmel), som de åbenbart spiser til alt.

ps. Jeg har stadig ikke pakket min rygsæk…. jeg burde virkelig tage mig sammen nu…

Jeg burde være mere i panik – afrejse til Cape Town er på mandag… altså i overmorgen… altså lige om lidt! Men Sydafrika er lige nu mere fjernt end nogensinde. I stedet er mine tanker om følelser fyldt med afsked.

I mandags sagde jeg farvel til højskolen, og aldrig havde jeg troet, at det skulle være så hårdt. Efter at have overstået de første hysteriske tudeture (De andre togpassagerer må have antaget mig for at være mentalt ustabil) er jeg blevet opfyldt af et kæmpe tomrum og afsavn. Det er som om, jeg hele tiden mangler noget eller nogen, som veninder, familie og mit liv her i Aarhus ikke kan udfylde, hvilket samtidig står i kontrast til, at jeg føler, at jeg atter er begyndt at blive lullet ind i storbyens hektiske liv og frihed; det er nu skønt at bevæge sig rundt i byen midt i myldretiden, at kunne tage på café med veninderne og blive opfyldt af energi fra følelsen af aldrig at være alene. Jeg er derfor splittet mellem tre liv; mit liv i Aarhus, livet på højskolen og det liv jeg har i udsigt i Afrika, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal forholde mig til dem, hverken hver for sig eller i forhold til hinanden – jeg vil gerne leve alle tre liv, men jeg ved, at det ene er på bekostning af de andre, og derfor har jeg svært ved at vælge.

I går var så endnu en afskedens time – denne gang til mit hjem gennem 3,5 år. Det føltes som om, et kapitel blev afsluttet, da jeg sad det samme sted på gulvet i den tomme lejlighed som julidagen i 2007, da jeg hentede nøglen og så lejligheden for første gang. Dét, samt det faktum at alle mine ejendele nu er deponeret i et rum hos boxit, er egentlig et godt billede på min indre tilstand, hvor jeg nu sætter mit sociale liv her i Danmark på standby i fire måneder mens jeg rejser ud i verden… hvilket jeg jo gør om to dage…… måske jeg burde pakke min rygsæk?

Fem højskoletendenser jeg skal afvænnes:

1)      Fløjten-med-hænderne og floplyd-med-munden ikke er gængse kommunikationsformer, tværtimod møder man mistro og skeptiske blikke

- Det samme gælder udtrykkene ’Oh it’s on’, ’Awesome’ ’Jeg vil bare ha’ det grinern’ og ’like totally’ – selvfølgelig alle udtalt med den rigtige intonation.

2)      Fire timers nattesøvn er ikke nok i den virkelige verden – og nej, man kan ikke lige gå op og sove en halv time i frokostpausen.

3)      Man kan ikke vælte ud af døren to minutter inden man har en aftale – det kræver rent faktisk planlægning

4)      Maden bliver ikke serveret for dig tre gange om dagen, men kræver egen indsats – hvilket er grunden til, at jeg siden mandag endnu ikke har fået et ordentligt måltid.

5)      Man kan ikke tilbringe en hel søndag eftermiddag i sofaen med god samvittighed – desværre.

Jøsses… Så skete det; det gik op for mig, at det er MIG – puttemusen – og ikke en eller anden tilfældig pige, jeg omtaler i 3. person, der skal til Sydafrika. Og det gik selvfølgelig op for mig i nat, hvor jeg egentlig burde sove, men i stedet lå med hjertebanken og åndenød og i panik formulerede lister; pakkeliste, to-do-liste, flytteliste (Åh jøsses – jeg fortrænger hele tiden, at jeg også liiiiige skal flytte), gå-nu-ikke-i-panik-du-har-har-styr-på-det-liste (men jeg mangler stadig mit pas og visum!!!)… Men måske er det også på tide, at det går op for mig? Jeg mener, der er trods alt kun 10 dage til jeg rejser… og tre dage tilbage på højskolen… uha….

Ting jeg kommer til at savne i Sydafrika:

1. Rugbrødsmadder med leverpostej og agurk (derfor agter jeg at leve af dette og intet andet hele næste uge)

2. Tidslig præcision – jeg er bare ikke nede med ‘nåå-ja-såkomjegligeforsentfordiderkomnogetandetivejen-african time-stilen.

3. De første varme forårsdage – og ikke mindst de første kolde øl på de første varme forårsdage.

4. En RIGTIG dyne

5. Sct. Hans; der er nu bare noget hyggeligt ved at spise forkullede grillpølser og få røgforgiftning, mens man brænder en dukke af.

6. De første danske jordbær

Ting jeg IKKE kommer til at savne i Sydafrika:

1. Sommertidens eksamenspanik

2. Det danske vejrs misforståelse af begrebet ‘forår’ – nej ‘forår’ er hverken sne, frost eller styrtregn i april.

3. Folk der brokker sig over, at toget er forsinket (læs: mig selv)

4. Toge der er forsinket – særligt pga. sne og is.

5. at jeg misser den 3. royale begivenhed i streg pga. udlandsophold.

6. Tour de France i tv.

Så nærmer tiden sig! Lige nu kommer sneflokkene vrimlende over Løgumkloster, men om 14 dage vil jeg netop nu være ankommet til høj sol og 28 grader i Cape Town, Sydafrika. Erkendelsen af at min tid her på Løgumkloster Højskole lakker mod ende er for alvor taget til efter at det første hold volontører forlod skolen i lørdags, og vi i går havde den første undervisningsdag uden volotimer – og det er en erkendelse, jeg indtager med blandede følelser. På den ene side er jeg ved at sprænges af iver efter at pakke rygsækken og komme afsted, men på den anden side, var jeg slet ikke forberedt på, hvor stort et præg seks uger på højskole har sat på mig. Ud over de til tider hårde men fede volotimer, hvor vi lærte om alt fra at søge visum, til menneskerettigheder og undervisning, har dette højskoleophold givet mig en masse hyggelige, sjove og mindeværdige oplevelser, samt en masse tætte venskaber med folk fra hele verden, eftersom næsten halvdelen af skolens elever er internationale studerende. Derudover har jeg fået lov til at dyrke sider af mig selv, jeg enten ikke vidste, at jeg havde eller har negligeret i min travle hverdag hjemme i Århus. Jeg har blandt andet lært at spille fløjte med mine hænder, tilbragt en masse timer i kunstlokalet og finpudset mine skills i Uno og Bezzerwizzer.

Så de fem uger føles som om, de er fløjet af sted – samtidig med at der er sket så meget, at jeg føler, at jeg har været her i langt længere tid; det kan umuligt kun være fem uger siden, at vi stod og kiggede hinanden an ude foran spisesalen, men samtidig føles det som om, at den første weekend, hvor vi lavede vafler sammen i dagligstuen, var i går.

Derfor er det er med vemod, at jeg sidder her ved indgangen til den sidste uge at mit ophold; for selvom fremtiden er i det nye og spændendes tegn, betyder det samtidig, at jeg skal sige farvel til et sted, jeg endnu ikke er parat til at arkivere som et minde.